Om to år bliver jeg 50 år og har statistisk set levet 2/3 af mit liv. Jeg er ikke typen, der begræder furerne i ansigtet, det grå skæg og det tabte hår, men jeg savner den ikke forudsigelige hverdag, der tilhører ungdommen. Jeg føler mig ikke rigtig gammel, men kan godt mærke, jeg ikke længere er ung. Det er næsten, som om jeg er i transit lige nu.
Klæder skaber folk, siger et gammelt ordsprog, men det virker, som om en større del af den danske befolkning aldrig har hørt dette ordsprog. Det er sørgeligt, fordi tøj er en god måde at udtrykke sig på og vise sin forskellighed. Verden ville være trist uden italienske mænd med bare fødder i loafers, nedknappede skjorter og vulgære Fendi solbriller. Paris ville heller ikke have samme tiltrækning, hvis ikke også cafeerne var fyldt med elegante, franske kvinder iført Chanel solbriller med gradueret glas og silketørklæder fra Dior. For ej at glemme de engelske bankfolk fra London i marineblå jakkesæt, pink skjorter og blå slips.
Læs videre “I Danmark er vi alle lige – også når det gælder dårlig påklædning”
Jeg er tit blevet spurgt, om det ikke var nedtur at miste håret. Reelt er spørgsmålet retorisk, for ingen forventer, jeg vil svare: ”Næh, det var super fedt, kun ærgerligt det ikke allerede skete, da jeg var teenager”. Når det er sagt, tror jeg, det er meget forskelligt, hvordan mænd oplever det at miste håret. Jeg tror, det kommer an på udgangspunktet, og på hvordan man bliver skaldet.
