Så vidt jeg husker, har jeg kun en gang i mit liv indgået et nytårsforsæt. Et spontant et af slagsen, da jeg var i starten af 20’erne. Jeg må tydeligvis have indtaget mere end en velkomstdrink, da jeg impulsivt under nytårsmiddagen besluttede, Læs videre “Sig ja til det hele…”
For ikke så længe siden var jeg på Nationalmuseet med min ældste søn for at se en udstilling om gamle dage i Danmark. Det var en af de der ture, hvor jeg søndag morgen startede med at stille det retoriske spørgsmål ”kunne det ikke være fedt at tage på Nationalmuseet i dag?” Sjovt nok svarede min søn nej, hvorefter jeg sagde, men det skal vi. Måske jeg en dag burde tale med en psykolog om, hvorfor jeg ofte “koncensusspørger” til noget, jeg allerede har bestemt på forhånd, uanset hvad der bliver svaret.
Når jeg har været til familiefrokost hos mine forældre, og hvis vejret er til det, tager jeg nogle gange min yngste søn over på legepladsen på min gamle folkeskole. Det er en sjov, men også mærkelig følelse at stå med min egen søn på det sted, der de første mange år af mit liv definerede min verden.
Hvis man kommer til en børnefødselsdag hos en fraskilt mor med tre børn, klapper ingen i hænderne over, at mor fremviser de flotteste boller, de vildeste kager og et rent toilet. Der ligger en forventning om, at det har en kvinde selvfølgelig styr på. Alt andet er sloppy og indikerer en karakterafvigende adfærd.
Læs videre “Har du selv lavet den lagkage? #dinmotherfucker”
Nej, jeg har ikke holdt en juleaften med mine børn, siden jeg blev skilt i 2012. Da jeg datede på Tinder, kunne jeg godt finde på at droppe den bemærkning, hvis samtalen gik trægt, og mit personlige mål om, at aftenen skulle ende i en Grand Finale, var ved at smuldre. Kun kvinder med meget lav empati grænsende til en karakterafvigende personlighed fik ikke pludselig et mildt blik i øjnene og et ”nåååårrh” på læberne.
Læs videre “Nååårh…har du heller ikke børnene juleaften i år?”
