Barndommens skole i 1970’erne og 80’erne

Når jeg har været til familiefrokost hos mine forældre, og hvis vejret er til det, tager jeg nogle gange min yngste søn over på legepladsen på min gamle folkeskole. Det er en sjov, men også mærkelig følelse at stå med min egen søn på det sted, der de første mange år af mit liv definerede min verden.

I Rungsted er der tre skoler: Rungsted Private Realskole, Rungsted Skole og Vallerødskolen, som jeg gik på. Da jeg gik i 8.klasse udødeliggjorde Klaus Lynggård skolen med romanen Martin og Victoria fra 1985. På Vallerødskole var der kun to spor på min årgang, A og B. Jeg gik i B’erne. A’et stod for abe, B’et selvfølgelig for de bedste. Det var vældig sjovt, indtil det en dag efter en lang sommerferie pludseligt var blevet for barnligt at sige. Jeg ser kun en person fra min folkeskoleklasse i dag, men han er en af mine bedste venner, og jeg føler, det er et privilegium at have en ven, hvor venskabet går så langt tilbage.

Jesus fra Albertslund var glad for fodvorter

1970’erne og 80’erne var på mange måder en brydningstid, hvilket også blev afspejlet i lærergruppen på skolen. Mange af de unge mandlige lærere gik i ildelugtende islændere, mens de ældre af samme køn ofte var iført cardigan i kabelstrik – af og til med slips til. Man var på fornavn med alle de unge lærere, mens flere af de ældre (især mændene) kun blev tiltalt ved deres efternavn. Vores engelsklærer, der også var viceskoleinspektør, hed Granholm. Den dag en fræk dreng i 7. klasse, kaldte ham ved hans fornavn, blev han mødt af et blik, der kunne dræbe, og drengen kaldte ham aldrig ved fornavn igen. Granholm var en ældre mand med nogle gigantiske ører. Om sommeren gik han i en kaki farvet lærredsbuks – det var i tiden, før alle lærredsbukser blev til chinos – og en kortærmet marineblå polo fra Lacoste. Om vinteren var han iført en rød dunvest fra Moncler. I sin fritid spillede han golf i Rungsted Golfklub. Granholm var født og opvokset i Rungsted, hvilket man på alle måder kunne mærke. Kontrasten til Granholm var Hilbert. Hilbert var en ung, nyuddannet lærer, der boede i Albertslund, men som tilsyneladende havde gjort det til sin mission at pendle nordpå for at plante revolutionære frø hos det bedre borgerskabs børn. Hilbert havde et langt, tyndt, fedtet hår og ditto skæg. Så naturligvis blev Hilbert af os børn kaldt for Jesus.

“Jesus blev vores gymnastiklærer i 4.klasse, og det første, han bad os drenge om, var at tage sko og sokker af og sætte os i en cirkel. Efterfølgende skulle vi røre ved hinandens fødder og tale om fodvorter. For fodvorter var naturligt og ikke noget, man skulle skamme sig over.”

En anden af Jesus’ kæpheste var, at konkurrence var noget skidt. Derfor prøvede vi at spille såvel hockey som fodbold uden mål. Filosofien var, at vi skulle mærke og bevæge vores krop uden konkurrenceelementet, men det blev aldrig en succes. Efter en periode kom målene igen, og Jesus sagde farvel og tak til bourgeoisiet og tog tilbage til det oplyste kollektiv i Albertslund. Efter dag kommer som bekendt nat, og derfor var det helt naturligt, at vi efter bløde, rummelige Jesus fik en af skolen mest frygtede lærere i gymnastik. Han hed Henrik og må have læst pædagogikum i 30’ernes Nazi-Tyskland. For ud over at være helt pjattet med første og anden vælger konceptet til alt boldspil, havde han især en ”stærk-mands-disciplin”, han var helt vild med. Alle drenge skulle hænge i en ribbe, og så skulle pigerne se på. Den dreng, der først faldt ned, var en Gummi-Tarzan, mens ham, der holdt længst, var en Tarzan. Henrik var sandsynligvis kommet på forsiden af Ekstra Bladet i dag og efterfølgende blevet tilbudt job på en muslimsk friskole, men i starten af 80’erne var tiden en anden.

Gårdvagten var døv, blind og lam

I 70’erne var ordet nørd ikke opfundet, men det ville man i dag have kaldt de tre drenge, der søgte tilflugt hos gårdvagten hvert frikvarter i forsøget på at undgå klassekammeraternes evige drillerier. Gårdvagten hed Reimar, og de tre, der klistrede på ham hvert frikvarter, blev derfor kun omtalt som Reimars tre disciple. Da jeg meget senere gik til kørelærer og skulle lave bremseprøven, fortalte min kørelærer mig, det var vigtigt, jeg fandt et moment, der ikke rørte sig ud af flækken. Det kunne være et træ, et hus eller en kommunalarbejder. Måske gårdvagt Reimar i sin tid havde taget bremseprøve hos samme kørelærer, for der skulle nærmest en åbent benbrud til i skolegården, før Reimar forlod sin termokande med kaffe oppe under skolegårdens halvtag i det nordvestlige hjørne. Det betød, at jungleloven herskede i skolegården 99 % af tiden. De store drenge tog de mindre drenges fodboldmål, og om vinteren, når sneen var faldet, ”vaskede” de store drenge de små drenge, så det så ud, som om de havde været i bad. De små drenge gik tudende ind i klasserne og et par år efter gentog historien sig. Blot var de krænkede nu blevet krænkerne.

Jeg husker min skolegang som lykkelig, men jeg er heller ikke af dem, der blev drillet eller havde det svært. Som far til to drenge i skolealderen føler jeg dog, at det hele er gået lidt over gevind i dag. Inflation i diagnoser og netværksmøder. Lærere, der tæppebomber med information på skoleintra, og pylrede mødre, der går amok i en tråd. Men når det er sagt, kan jeg som voksen godt se, at der selv på min barndoms velhaver-folkeskole med mange ressourcestærke forældre var elever, der skulle have haft en hjælp, de aldrig fik. Elever, der må have følt sig meget ensomme og mistænkeliggjorte, fordi man ikke kendte og anerkendte det, de fejlede. På mange måder har disse børn nok haft en skolegang, der har mærket dem for livet, og det er trist.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *