Sig ja til det hele…

Så vidt jeg husker, har jeg kun en gang i mit liv indgået et nytårsforsæt. Et spontant et af slagsen, da jeg var i starten af 20’erne. Jeg må tydeligvis have indtaget mere end en velkomstdrink, da jeg impulsivt under nytårsmiddagen besluttede, at jeg ville stoppe med at ryge, når klokken blev 24. Dette følte jeg, og det helt naturligt, at jeg burde dele med såvel borddame som øvrige rundt om bordet. Detaljen om, at min beslutning var truffet 5 minutter før efter hurtig indtagelse af tre Kir Royal, glemte jeg, og stor var overraskelsen (og skuffelsen) hos min borddame, da mit lungevæv allerede fik besøg af årets første cigaret omkring kl 00.10. Efterfølgende lærte jeg, at en ting er at lave et komplet urealistisk og uigennemtænkt nytårsforsæt, noget helt andet er at gå offentlig med det og fremstå som det nye års største idiot.

Men en ting er nytårsforsæt, som sikkert fungerer for mennesker med bedre rygrad og omtanke end undertegnede, noget andet er den engelske kampagne Dry January. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor man skal starte med at udøve pietistisk afholdenhed og selvpineri i muligvis den længste af alle årets 12 måneder. Man kommer sku da kun igennem en grå og kold januar ved at forsætte julens indtag. Det er da også næsten synd, når nu man har arbejdet så målrettet på at udvide mavesækken gennem hele december, at lade alt den gode træning gå til spilde i januar. Så hellere være pietist i februar, da det er sådan en dejlig kort måned. Men som noget nyt i år har jeg besluttet mig til, at jeg vil arbejde med et koncept, der hedder sig ja til det hele. Og det ikke kun i 2019.

Alle ønsker udvikling, men ingen forandring

Inden jeg kommer ind på, hvad der ligger i at sige ja til det hele, vil jeg fortælle en anekdote, om den gang jeg arbejdede for et konsulentfirma, hvor jeg var med til at afholde en workshop for HK. Vi er i starten af nullerne og befinder os i et stort, kønsløst mødelokale hos en HK-afdeling i en større jysk by. Min leder er i gang med at starte workshoppen med en pep-talk om HKs potentiale, medarbejderne som den vigtigste og mest værdifulde ressource, at udfordringer er spændende og alt det andet lort, konsulenter altid siger, da jeg bemærker en meget stor mand med korslagte arme, som står bagest i lokalet og ser sur ud. Manden er i 50’erne, har en imponerende hårpragt og et overskæg a la Saddam Hussein. Det viser sig, at han er den lokale afdelingsleder og alfahan, der – som jeg husker det – hedder John.

Min leder er knap nok færdig, før John kommer på banen og med Barry White-agtig dybde i stemmen fortæller, hvad han tænker om konsulenter, København og københavnere i almindelighed. Efter en længere svada afslutter John med følgende bemærkning: ”Nu har jeg 30 års erfaring fra HK, så jeg tror ikke, at I kan lære mig noget”. Ingen siger noget, og i et par sekunder ser John meget tilfreds ud, indtil min leder tager ordet og svarer ”John, du siger, du har 30 års erfaring, men jeg siger, du har 2 års erfaring og 28 års gentagelse”.

Denne anekdote er nu ved at være 20 år gammel, og når jeg fortæller den, er det, fordi jeg kan mærke, at jeg selv er begyndt at ryge ind i gentagelser frem for erfaring. Selvom det vel efterhånden er blevet en kliche, elsker jeg det ordsprog, Søren Kirkegaard næppe er ophavsmand til, ”alle ønsker udvikling, ingen forandring”. De færreste vil indrømme det, for det er jo ikke sexet, men de fleste kan godt lide og finder en tryghed i regelmæssighed og rutiner – især i takt med at de bliver ældre. Paradokset er, at livet på mange punkter består af gentagelser. Ja, faktisk er det umuligt at leve et liv uden. Men bliver ens liv og hverdag baseret på gentagelser, ender det ofte som en undskyldning for at forblive i sin komfortzone og undgår det nye, og dermed kommer vi frem til, hvad ”sig ja til det hele”, handler om. Det handler for mig om, at jeg skal gøre nogen de ting,  jeg har forfægtet i så lang tid, at de nu er gået hen og blevet til idiosynkrasier. For hvis man gennem et helt liv  – eller i hvert fald i meget lang tid – forkaster nye tiltag bare fordi, ender man med at få tunnelsyn, og det er synd for omgivelserne – især ens børn.

Der er jo ikke noget mere nedtur end familiemedlemmer, der er blevet så indskrænkede, at de på femte time underholder om, at naboens kat har fået tvillinger, mens verden står i brand.  Det er jo sådan, at de fleste mennesker, undtagen de få, der er født kedelige, har været unge, vilde og nysgerrige en gang. Selvom det er svært at forestille sig, har Mr. Law & Order fra Herning, Søren Pape, sandsynligvis været en ung spradebasse, der gav den gas med fester, stoffer, rejser, nye mennesker, flow af kærester og meget mere, indtil han en dag ikke længere var nysgerrig, men blot gentog, at strenge straffe virker. For ikke at ryge i samme fælde som den voksne Søren Pape, er det den unge Søren Papes ”koncept”, jeg vil udøve, men i en udgave, der er tilpasset det sted, jeg nu befinder mig i livet.

Yoga, højskole og kirkesang

Af samme grund vil jeg prøve yoga i år – noget jeg ellers på autopilot har forkastet, fordi jeg primært har forbundet det med spelt-agtige kvinder fra Politiken-segmentet, der spiser antiinflammatorisk kost og vasker missen i naturlige olier frem for parfumeret sæbe fra Palmolive. Jeg tænker også, at jeg vil tage på højskole på et tidspunkt i løbet af 2019, og at jeg på højskolen vil være sådan en proaktiv-samarbejds-fucker, der synger med og er så social, at mine medkursister vil ende med at opfatte mig som en ulidelig positivist, som ødelagde deres ophold. Min ældste søn skal konfirmeres i år, så jeg tænker også, det er på tide, jeg stopper med at kigge forlegent ned i gulvet i kirken, når salmerne bliver sunget. Nu vil jeg begynder at synge, og jeg vil synge, så man rent faktisk kan høre min stemme. Jeg har også overvejet et eller andet, der gør, at jeg møder nogen flygtninge. De fylder i høj grad i debatten, jeg læser meget om dem og har en holdning til dem, men  jeg har aldrig mødt en eneste af dem.

I 2019 er der dog en ting, jeg tænker på at gentage, selvom jeg absolut ikke har lyst til det, og det er den rektale undersøgelse for prostakræft. Jeg har kun prøvet det en gang, og selvom det snart er 9 år siden, husker jeg det, som var det i går. Mig – kun iført marineblå Mads Nørgaard rullekrave, sokketernet sokker og bare ben i farven råhvid – ligger i gynækologleje, mens fuld påklædt yngre og ganske hot sygeplejerske spørger ind til symptomer.

Døren bliver åbnet og ind kommer den ældre, noble speciallæge i hvid kittel og med sølv i håret. Hans leverplettede hænder må have udført mange rektale undersøgelser, for mens hans højre hånd befinder sig i mig, ser jeg, at der rundt om venstre håndled befinder sig et Patek Philippe Calatrava i rødguld.

Jeg er ret sikker på, at jeg i årene efter den oplevelse havde udiagnosticeret PTSD, men i 2019 har jeg lovet mig selv, at jeg vil til det igen. PTSD eller ej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *