I virkeligheden tror jeg bare, at alle mennesker gerne vil elskes

Ordbogen definerer substantivet kliche som et banalt udtryk, en forslidt talemåde – især om udtryk, som har mistet sin oprindelige friskhed. Tænk blot på udtrykket ”det nye sort”, som i min optik har mistet enhver friskhed, fordi alle i en periode sagde det hele tiden. Det er bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt det blev til en kliche, når man tænker på, at udtrykket kan dateres tilbage til 1983, hvor den italienske designer Gianfrance Ferre til Los Angeles Times udtalte, at ”grå er den nye sort”

Som jeg tidligere har skrevet, blev jeg i oktober 2010 fyret som kommunikationsrådgiver. Året efter var jeg stadig arbejdsløs. Jeg havde været til forskellige jobsamtaler, men var røget i sidste runde hver gang. På hjemmefronten sang ægteskabet på sidste vers, så da en veninde en efterårsdag i oktober ’11 sendte mig en mail om en konkurrence fra et forlag, hvor man kunne byde ind på at skrive en bog om Rasmus Seebach, tænkte jeg, ”hvad har jeg at tabe?”

I min tid som arbejdsløs havde jeg løst et par freelance skriveopgaver for nogle større finansielle virksomheder. I de fire år, før jeg blev ledig, havde jeg kun kommunikeret om forsikringer og pensioner, så jeg var en smule rusten, da jeg skulle forlade den finansielle verden og give mit bud på en tekst om en for mig ukendt trobadur som Rasmus Seebach. Eller blot ”Ralle”, som han bliver kaldt af vennerne.

Efter forgæves at have ventet på en åbenbaring fra oven, så jeg kunne komme i gang med at skrive, besluttede jeg at tage sagen i egen hånd, og jeg åbnede således en flaske vin og røg en joint. Måske var det derfor, mit bud på en tekst om Ralle i højere grad blev til min MGP oplevelse i 1979 af ”Disco Tango” med Tommy på klaver, Debbie Cameron og Michael Elo i kor. En oplevelse, der gjorde stort indtryk på mig som 9-årig, dengang det var Mylle og ikke X-factor, der satte den musikalske diskurs på DR.

Har vi glemt at fortælle, at Ralle ikke vil medvirke i bogen?

Måske mine alarmklokker burde have ringet, da forlaget gerne ville have et møde på baggrund af min tekst om Tommy. Mødet blev dog kort, fordi vi ikke kunne blive enige om prisen, så forlaget gik derfor videre med en anden. En uge efter ringede forlaget dog igen, fordi den anden ikke kunne levere. Vi blev enige om prisen, og jeg skulle gå i gang med det samme. Bogens målgruppe var teenagepiger og deres mødre samt voksne kvinder, der var fans. Jeg fik en biografi om Tommy med hjem, som jeg blev bedt om at læse. Vi talte også om, hvilke kilder jeg skulle tale med, men da vi mødtes et par dage senere, fik jeg at vide, at Rasmus Seebach ikke ville medvirke, fordi han og forlaget ikke kunne blive enige om betingelserne. Fra forlaget var holdningen ” fuck det, det bliver en fed bog alligevel”, og jeg tænkte ikke nærmere over, at hovedpersonen ikke ville medvirke.  Jeg begyndte i stedet at høre hans musik og læse om ham, men efter to dage med litteratur om Ralle samt musik af Ralle, var en halv falske rødvin og en joint ikke længere stærk nok. Jeg var klar til en tur på MDMA.

“Grundkonflikten i Ralles tekster og  livet i almindelighed var tilsyneladende dilemmaet mellem at skulle gå i byen med drengene eller blive hjemme hos den eneste ene. Musikalsk blev dette krydret med et ’uh huh’ i falset, der gav mig tårer i øjnene – og det var ikke at glæde. I næsten alle de interviews, jeg læste, lød det, han sagde, som citater fra en Gajol-pakke.”

På positivsiden var, at Rasmus Seebach virkede som en sød fyr, der sammen med sine søskende ikke havde haft verdens nemmeste opvækst i skyggen af en kendt, alkoholiseret far. Samtidig fik jeg også meget sympati med Tommy, for han blev ikke fremstillet som et dumt svin. Han gabte bare over for meget, kæmpede med et lavt selværd og endte som alkoholiker. Tommy var faktisk en ambitiøs pioner inden for elektropoppen, hvor han var nyskabende inden for sit felt. Tommy oplevede dog den skæbne, at hans musik pludselig blev umoderne fra den ene dag til den anden. Han så det aldrig komme og formåede ikke at omstille sig, hvilket fik fatale konsekvenser for ham og familien. Især hvordan han ender sine sidste år som en alkoholiseret og desillusioneret ”hyggepianist” på Bakken, er trist læsning.

Hvis du kan skaffe mig backstage, vil jeg være sød ved dig

Både forlaget og jeg følte undervejs i processen, vi havde købt katten i sækken. Forlaget var sure over, at jeg havde presset prisen op, når det var helt tydeligt, at jeg aldrig havde skrevet en fanbog før og slet ikke arbejdet på den måde, de gerne ville have. Forlaget mente,  jeg skrev for ”akademisk”. Jeg skulle skrive meget kortere sætninger og med mange flere billeder (læs: klicheer). Mere violin blev der hele tiden sagt. Jeg på den anden side mente, at forlaget gav mig urimelige arbejdsbetingelser. For det er svært at få kilder til at udtale sig, når hovedpersonen ikke vil medvirke. Jeg havde fået nogen kilder i tale, men vi manglede at få dækket meget mere. Forlaget og jeg begyndte derfor at tænke alternativt, og vi kom frem til, at vi måtte have Ralles fans på banen. Egentlig ret genialt at skrive en fanbog til fans om deres idol, og når så idolet ikke vil medvirke, får man fansene til at medvirke  for bagefter at sælge bogen til dem som en bog, der fortæller alt om Rasmus.

I 2011 havde ”Ralle” omkring 300.000 mennesker, der fulgte ham på hans Facebook-side. Efter i 4 år at have arbejdet med SoMe-strategi for Topdanmark så jeg med såvel forundring som misundelse på, hvordan Rasmus Seebachs SoMe-strategi var.

En gang om ugen skrev han noget a la ”I skal virkelig vide, at jeg elsker jer”, eller ”I fylder mig liv med så meget kærlighed.” Så dybe og gennemtænke ytringer trak ofte 5000 totalt ukritiske likes på stedet. Disse meget personlige ytringer blev næsten altid fulgt op af en salgsytring a la ”Hvis I ikke ved det, kommer jeg til Herning i næste uge. Herning er mit andet hjem, og jeg elsker at spille der. Ses vi?”

Jeg besluttede derfor at skrive til ”Ralles” fans på Facebook for at høre, om nogen af dem ville medvirke i bogen. Det væltede ind med tilbud. Det overraskede mig ikke, at mange unge teenagepiger skrev ind, og at det, de skrev, lød som noget, der var skrevet af…nå ja, en teenagepige. Det, der overraskede mig, var de mange voksne kvinder, der skrev. Kvinder, der var jævnaldrende eller et par yngre end mig, men som skrev og reflekterede som 12-årige. En kvinde, der især gjorde indtryk, var hende, der skrev, at hun og hendes mand havde været til alle Rasmus Seebach koncerter. At hun sov i Rasmus Seebach sengetøj, og at hun elskede Ralle.  Hendes største drøm var at komme alene backstage med Rasmus, og hvis jeg kunne skaffe hende det, ville hun  gøre noget meget dejligt for mig, hvis jeg forstod, hvad hun mente. Ytringen blev efterfulgt af et “sf” og en fræk smiley.  En anden mor på 44 år kom med samme tilbud, om end hun også smed sin datter på 21 somre med ind i puljen. Umiddelbart syntes jeg, tanken om mor og datter side by side på alle fire lød yderst pikant, men det var før, jeg så billederne af de to skjønmøer. Efterfølgende kildede det på ingen måde i tissemanden. Jeg er dog ret sikker på, at forlaget ikke ville have haft et problem, hvis jeg havde knaldet samtlige fans. Etiske overvejelser var ikke det, der blev brugt mest tid på.

Man fortryder det, man ikke gør

Jeg læste engang i National Geographic, at folk på deres dødsleje aldrig fortryder det, de har gjort, men alt det de aldrig gjorde. Jeg har det på samme måde med min bog om Rasmus Seebach. Det var en oplevelse, jeg ikke ville have været foruden. Mange af mine venner, der er ”rigtige” journalister, opfatter den slags forlag og deres koncepter som useriøst journalistik. Men hvis jeg hos lægen bladrer gennem et sladderblad eller læser på eb.dk, har jeg svært ved at se forskellen. Når kriterier for succes er hurtighed om at være først på marked, er det en præmis at arbejde sådan. Kriteriet for en bog om Rasmus Seebach var hurtighed. Ingen kunne vide, hvor længe eller om hans popularitet holdt, så det gjaldt om at smede, mens jernet var varmt og udkomme før konkurrenten. Derfor skrev jeg bogen på 3 uger. Undervejs blev jeg klar over, at journalistik var et håndværk, som jeg aldrig havde lært, men som jeg gerne ville blive bedre til. Dette førte til, at jeg senere tog et fantastisk kursus på Danmarks medie- og journalisthøjskole med dygtige undervisere og søde kursister. Havde jeg ikke skrevet den ene klamme kliche efter den anden om “Ralle”, var det aldrig sket.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *