Den finske parterapeut og Pocahontas

De sidste to år af mit ægteskab tilhørte på mange måder parterapeuterne. Som uddannede akademikere valgte min x og jeg at gøre, som alle andre veluddannede fra den bedrestillede middelklasse gjorde i 2010; Vi bad parterapeuterne om at redde vores dysfunktionelle forhold.

Den første psykolog/parterapeut, vi konsulterede, var en utrolig bleg mand uden nogen form for ansigtsmimik, der mindede mig om de finner, jeg otte år tidligere havde undervist i kommunikation hos Nokia. Først når æggeuret ringede, og session stoppede, skiftede den finske psykologs øjne fra rigor mortis til levende, og jeg fik fornemmelsen af, at han rent faktisk havde et blodtryk – og måske i en fjern fortid også havde haft en libido. Men på vores fjerde session kunne jeg ikke tænke på andet, end hvor meget han egentlig tjente? Hvor mange klienter han kunne have på en dag, samt hvorfor jeg ikke selv havde læst psykologi og lavet samme set up. Jeg fortalte derfor min x, at vi måtte sige farvel til den finske parterapeut, hvis vores forhold skulle have en chance.

Pocahontas – den vilde parterapeut

Den næste parterapeut, vi prøvede, var finnens diametrale modsætning. En varmblodig hippie, der var psykoterapeut samt noget andet, jeg aldrig helt fattede, hvad var. Desuden var hun vild med indianere og mindede lidt om en aldrende nordisk udgave af Pocahontas. Her var det min x, der trak ”så-er-det-nok-kortet”. Ikke blot fik hun hovedpine af de røgelsespinde, Pocahontas altid havde tændt, men da min x påpegede, at jeg i vores forhold ikke havde angret min utroskab nok, kom Pocahontas på banen med en allegori om den indianske okse på prærien, der heller ikke kunne tæmmes.

“Allegorien om den indianske okse var så stort et øjeblik for mig, at jeg i et kort sekund fik lyst til at tage Pocahontas på gulvet mellem billedet af Sitting Bull og de afrikanske naturfolksfigurer.”

Det stoppede dog brat, da jeg fangede min x-kones blik. Der vidste jeg, at jeg aldrig mere skulle se Pocahontas.

Nogen gange er den rigtige løsning ikke parterapi

Den sidste psykolog, vi prøvede, var en knastør, dygtig kvinde, der dog endte med at tro endnu mindre på projekt ”Min-x-og-jeg-skal-blive-sammen”, end jeg gjorde. Og jeg skylder hende til evighed tak for bemærkningen om, ”at for nogen par er parterapi ikke den rigtige løsning. Den rigtige løsning er at blive skilt”. Med ondt i hjertet, men med en viden om, det var den rigtige løsning, stoppede 10 års forhold. Jeg har efterfølgende tænkt over, om parterapi overhovedet virker, fordi jeg har mødt så mange, der har været i parterapi, men alligevel endte med at blive skilt. Min konklusion er, at jeg tror, parterapi virker, men at man ofte kommer alt for sent til  ”behandling”. Det svarer til først at gå til lægen, når man har fået kræft med metastaser i hele kroppen. Vi skal til parterapeuten, når de første symptomer opstår, og ikke vente til vi har fået et had-kælighedsforhold uden kærlighed.

4 Replies to “Den finske parterapeut og Pocahontas”

  1. Så rigtigt Jens. Prøvede det samme med Grit og havde nøjagtigt de samme tanker som dig! Man skal starte meget tidligere ellers vil der være modstand fra begge parter. Jeg kan huske at vi enterede med en amerikansk mandlig parterapeut som også havde musik i baggrunden, grøn the og røgelsespinde og en masse diplomer hængende på væggen. Vi skulle ligge og bryde på en madras for at føle nærhed og lave kysseøvelser i et minut ad gangen. Tror vi havde 2 sessioner og så måtte jeg også sige stop……

    1. Ja, Ditlev. Alle os, der har været der kender fornemmelsen. Fed beskrivelse af den der tvungne nærhed, ingen bare ikke har lyst til på det tidspunkt, og som nærmest gør det hele meget værre.

  2. Jeg tror (og ved), at det virker. Og vil give dig ret i, at det ofte vil være en god idé at sætte ind langt tidligere.
    Jeg tror dog også på, at man kan grave kærligheden frem dernede under al BS’en et sted, lige meget hvor langt nede den ligger. For det er det, jeg oplever, at der sker. At kærligheden er der, men bare er begravet under års misligeholdelse og dysfunktion.
    Men det kræver sindssygt hård arbejde at grave den frem – og at man vil det nok, tror jeg. Hjemme hos os, er vi enige om at skilsmisse ikke er en løsning, så derfor virker det, selvom det ind i mellem virker som om vejen derned er MEGET lang.

    1. Tak for dine ord, Kathrine. Jeg tror, du har en pointe ift. de par, du selv tilhører, der siger, at skilsmisse ikke er en option. Alene at man kan blive enige om det, siger noget. Dog vil jeg også sige, at der er de par, hvor man bare er vokset fra hinanden. Min X og jeg havde kun børnene tilfælles, og selv deres opdragelse var vi fundamentalt uenige om. Det er ikke en undskyldning eller en retfærdiggørelse, men vi var bare blevet så forskellige, at der ikke rigtig var noget sted, vi kunne mødes eller bygge en bro sammen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *