Nogle gange gør ord en forskel

Alle, der har børn eller kender et barn, har på et eller andet tidspunkt oplevet, at barnet pludselig har brugt et ord eller en vending, hvor man har tænkt: “fuck, det barn er kvikt”. De fleste har så også oplevet, at der var tale om en enlig svale, og at IQ-tallet kan nedjusteres til normalen, når barnet sekundet efter svarer prut eller numse, idet man spørger ind til den kvikke bemærkning 10 sekunder tidligere.

Af flere grunde er det umuligt nøjagtigt at opgøre, hvor mange ord der findes i det danske sprog, men eksperter vurderer, at vort sprog indbefatter mere end en million ord. Selvom mange tror det, findes der ikke flere engelske end danske ord. Når de engelske ordbøger er større end de danske, er det, fordi markedet er større, og derfor kan det betale sig at smide flere ord i de engelske ordbøger. Nudansk ordbog indeholder ca. 100.000 ord, mens Oxford Dictionary indeholder omkring 500.000 ord. I betragtning af at vi har en million danske ord, synes det ikke af meget, at en voksen dansker har et ordforråd på mellem 50.000-70.000 ord. Et barn i 1. klasse har et ordforråd på mellem 5000-10.000 ord, og jeg kan derfor godt se de undervisningsmæssige udfordringer, en lærer står over for, hvis Emma har et 40 % større ordforråd end Carl, der til gengæld kan 25 % flere ord end Hassan. På den anden side vil jeg tro, at såvel Carl som Hassan er markant bedre end Emma inden for kategorierne vulgære ord og skældsord.

Bourdieu, habitus og et piksvin

Jeg kan huske, da min ældste søn var 5 år og begyndt i nulte klasse. Hvor det i børnehaven var uskyldige ord som numse og tissemand, der var i høj kurs, viste den uformelle læring i skolegården vejen til de vulgære ord som fuck, pik og patter. Og når drengene blev uvenner, kaldte de hinanden for et piksvin. Dette smukke substantiv er hverken et vulgært ord eller et bandeord. Piksvin er et skældsord, der kun har til formål at fornærme. Ældre mennesker blander tit bandeord, skældsord og vulgære ord sammen, fordi det hele lyder grimt i deres ører, men ordene bliver brugt forskelligt – det afhænger af situation og formål. Min store dreng på nu 12 år siger ikke længere piksvin, men han nåede heldigvis at overlevere dette smukke sammensatte substantiv til sin nu 6-årige bror, der går i nulte klasse. Så piksivn er ikke gået i glemmebogen.

Det er næsten synd, at Brian Sandberg og Brian Nielsen ikke var inde og aftjene værnepligt sammen med mig i 1989. I Livgarden gjorde det ikke noget, at ens ordforråd var stærkt begrænset, for 80 % af ordforrådet var kun relateret til underlivet. Når man øvede paradeeksercits, og ens arm ikke var strakt helt ud, slog seniorsergenten en på armen med sin stav, men han skreg, at ens arm skulle være ligeså stiv, som den kropsdel man stak op i røven på den langhårede lørdag aften. På samme måde var øgenavnene kun seksuelt relateret. Den garder, der altid løb ud på toilettet efter aftrædning med et lamineret hæfte i A5-størrelse i hånden – det var i ’89, hvor ord som mobiltelefon, streaming, hævn- og internetporno ikke var opfundet – blev kaldt ”rivejernet”. Ham, der gik med hjem med alt i den billige ende af strøget torsdag aften, blev ikke omtalt som andet end ”kneppedyret”, og den kvindelig konstabel, der havde været sammen med et par rekrutter, blev kun omtalt som ”femkæmperen”.

“To gange Brian ville til gengæld have været noget mere udfordret på humanistisk bachelor på RUC i 90’erne. For her var det vigtigt at kunne sige ord, ingen andre end den lille skare, der var kommet ind bag gitterporten til åndernes rige, kendte.”

Derfor sagde alle paradigmeskift, diskursiv konstruktion, kønsidentitet, poststrukturalisme og subjektspositioner i hver anden sætning på rejsen mellem Københavns Hovedbanegård og Trekroner. Dette fortsatte man med, indtil man kom på overbygningen, og det gik op for en, at man ikke fattede en brik af hverken begrebet habitus eller Bourdieus reproduktionsteori. I den mere kuriøse afdeling sagde en medstuderende – jeg i en periode også studerede sammen med i en vandret position – at forskellen på en fisse og en kusse var, at førstnævnte var lille, stram og glat, mens sidstnævnte en stor væmmelig en, der havde født børn. Det grinede vi og især hun meget af, dengang hun var 26 år, ikke havde børn, og brysterne stod lige ud i luften. Jeg ser hende ikke længere, men ved, hun i dag har fået tre af slagsen, så spørgsmålet er vel, hvad hun vil svare, hvis jeg spurgte, hvad hun nu har mellem benene.

Hvorfor rekruttere en sælger, når man kan få en key account manager?

I den private sektor er de glade for ord, der symboliserer dynamik, vitalitet og er engelske. Engang hed det at arbejde med mennesker personaleadministration, i dag hedder det Human Ressource. Chefen var i gamle dage personaledirektør, i dag er han CEO for Human Ressource Management og bruger akronymer som KPI og ROI, når han fremlægger sine visioner eller mangel på samme i en Power Point. Hvor de private virksomheder i deres stillingsopslag for længe siden har valgt at skrive engelske stillingsbetegnelser, fx key account manager frem for erfaren sælger, selvom de søger en erfaren sælger, så er den kommunale verden i højere grad tro mod verber, der beskriver følelser, og stillingsbetegnelser er altid danske. Man søger en sagsbehandler, aldrig en caseworker. Måske det hænger sammen med forventningerne til jobfunktionen? Hvor key account manageren skal tænde på at nå sine mål og levere en synlig indsats, er det vigtigere, at sagsbehandleren er helt på det rene med, at den bedste sagsbehandling leveres, når faggrupper arbejder tæt sammen og understøtter hinanden i arbejdet. Ikke noget lonely cowboy, der skyder fra hoften i det kommunale. Bløde værdier, solidaritet og fællesskab er plusord, så efter vi har hørt arbejdsmiljørepræsentantens oplæg om ”stress, og at det er sååååå rigtigt at sige fra og gå hjem klokken 15:00”, drikker vi termokandekaffe og spiser sandkage, mens vi sammen summer og virkelig mærker efter i maven på, hvordan vi har det.

Du får da bare et nyt skoletilbud din lille psykopat

Jeg har også bemærket, at man benytter andre ord og terminologi i skolen, end dengang jeg gik i korte bukser på Vallerødskolen. Skolen har fået en bred vifte af politisk korrekte eufemismer. Formålet er at pakke ubehagelige budskaber nænsomt ind. I 9.klasse får eleverne ikke længere beskeden ”egnet eller ikke-egnet”, når deres lærere fortæller dem, hvorvidt de kommer i gymnasiet eller ej.  Det hedder nu en parathedsvurdering, og eleven bliver enten vurderet uddannelsesparat eller ikke uddannelsesparat.  Man har valgt denne terminologi for at undgå, at eleven får et nederlag, som kan opleves som stigmatiserende.

“Det minder mig om dengang, jeg ikke kom videre efter anden runde hos SAS, og HR ringede til mig for at fortælle, at de ikke havde fravalgt mig, men tilvalgt den anden kandidat. Der er bare situationer, hvor ord ikke hjælper, og hvor budskabet er nedtur, uanset hvordan det pakkes ind.”

De fleste elever har forældre, og selvom det kan diskuteres, om en del af dem ikke er mere ressourcekrævende end en ressource for skolen, så er forældre ikke længere blot forældre, men samarbejdspartnere. Desværre findes der forældre, som ikke kender verbet ”at samarbejde” og derfor heller ikke har det med i deres ordforråd. Det er en udfordring for skolen, da det er utrolig svært at indgå i en samarbejdssituation med forældre, der ikke kender ordet. Når så situation spidser til og går i hårknude, kan skolen vælge at stoppe det samarbejde, der aldrig har eksisteret. Eleven bliver på ingen måde smidt ud af skolen. Det kunne jo skabe en nederlagsfølelse med mulighed for livslang traume. Tværtimod får de ikke-samarbejdende forældre og deres græsesøgende afkom et nyt skoletilbud. Det bliver solgt som, at eleven får en frisk start på en ny skole. I en privat virksomhed ville man sige, man havde sendt aben videre til en ny idiot, men det lyder ikke solidarisk,  så den terminologi bruger man ikke på skolerne.

Danish women sooooo ugly

For mange år siden afholdt jeg forskellige kurser i kommunikation hos Nokia. En af målgrupperne var ingeniører, primært koreanske expats, der skulle lære noget om kommunikation og lidt om Danmark. Disse koreanere – 8 i alt – var alle mænd og meget formelle. De tiltalte mig altid som Mister Jens eller Mister teacher Jens, og der blevet givet hånd og bukket, når vi mødtes og skiltes. De talte alle et grammatisk korrekt engelsk, men også et lidt specielt engelsk. Efter et par måneder inviterede de mig en sommerdag til middag på en koreansk restaurant i byen. Da jeg kom, var de der allerede og flere af dem var godt kørende. De havde smidt jakke og slips, og stemningen var forbavset afslappet i forhold til vores normale relation. Et par timer inde i middagen satte en introvert, spinkel fyr med et dråbeformet brillestel sig hen til mig, da der var noget, han gerne ville sige. Han drejede hovedet mod mig, kiggede tavst på mig med sammenknebne øjne. Efter et par sekunder sagde han så: ”danish women…soooo ugly. Soooo big”. Så blev der en pause, og vi kiggede igen på hinanden uden at sige noget, hvorefter han pludselig tog min arm, kiggede på kropsbehåringen på min hånd og underarm og sagde: ”You golden monkey…sooooo disgusting. Only worse is dark monkey”.

På meget kort tid havde min lille introverte kursist med få ord fortalt mig, at danske kvinder var store og grimme, at jeg var en lodden gylden abe, og at det eneste, der var værre var end en lodden gylden abe, var en lodden mørk abe. Jeg ved ikke, om det var, fordi jeg rent faktisk syntes, at hans ærlighed efter en hel del koreansk sake var ligeså sjov, som den var overraskende, eller fordi jeg som dansker er vant til, at folk siger besynderlige ting, når de er fulde, men jeg blev aldrig vred. Da vi mødtes igen om mandagen, var vi tilbage til Mister teacher Jens, og “the ugly, big danish women og golden monkey” blev aldrig nævnt igen. Havde han aldrig sagt de ord, havde jeg aldrig husket ham eller den aften. Så nogen gange gør bestemte ord bare en forskel.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *