Hverken fugl eller fisk

Om to år bliver jeg 50 år og har statistisk set levet 2/3 af mit liv. Jeg er ikke typen, der begræder furerne i ansigtet, det grå skæg og det tabte hår, men jeg savner den ikke forudsigelige hverdag, der tilhører ungdommen. Jeg føler mig ikke rigtig gammel, men kan godt mærke, jeg ikke længere er ung. Det er næsten, som om jeg er i transit lige nu.

Til min translokation i 1989 på Rungsted Gymnasium blev der også sunget Kim Larsens populære ”Om lidt bliver her stille” fra 1985. Normalt er jeg ikke pjattet med trubaduren fra Christianshavn, men ”Om lidt bliver her stille” har noget poetisk over sig. Dette kunne jeg dog ikke høre, da jeg som 19-årig med huen på skrå, tømmermænd fra aftenen før og rusten stemme sang med. Dengang tænkte jeg ikke over, om jeg i de tre år havde fået set, hvad jeg ville og hørt min melodi. Højest har jeg sikkert tænkt, at jeg ikke havde fået set nok bare ungpigebryster i mine gymnasieår på Rungsted Gymnasium, men at jeg så måtte gøre noget mere ved det i fremtiden. For ungdommen var for mig – som den sikkert også er det for de fleste andre unge – forbundet med en rastløshed efter det, der ventede rundt om hjørnet. Efter at komme ud og rejse, flytte hjemmefra, få et ”ungdomsjob” og på sigt læse et studium efter eget valg. Den parterapeut, jeg senere konsulterede, og som beskyldte mig for aldrig at være til stede i nuet, ville sikkert sige, at det var i den periode af mit liv, jeg grundlagde det med ikke at være til stede i nuet. Som ung vidste jeg heldigvis ikke, at der var noget, som hed en parterapeut, eller at jeg mange år senere ville ende hos en sådan, så jeg var vældig glad for ikke at være til stede i nuet på det tidspunkt i mit liv. For alt det, der ventede rundt om hjørnet, virkede super spændende.

Pensionsopsparing og gamle mænd i gule bukser

Nu er jeg snart 50 år og vil hellere være til stede i nuet end i fremtiden. I hvert fald når vi taler om pensionsopsparing. Min bankrådgiver er en kvinde i slutningen af 50’erne, der ser ud, som om hun konsekvent har et eller andet oppe i numsen, selvom hun virkelig ikke slår mig som typen, der er til analsex. Når jeg taler med hende, har jeg på ingen måde lyst til at være andre steder end i fortiden. Den fremtid, hun beregner på mine vegne, er mere dystoptisk end universet i Bladerunner.

“I hendes beregninger er min alderdom mere noget med mig i en brun kittel, der har en supplerende indkomst i form af en flaskeindsamling i Fælledparken end min udregning, hvor jeg har et lille hus i Provence med en sød kæreste med de smukkeste grønne øjne.”

Men de mænd, der samler flasker i parker, har aldrig en sød kæreste – højest en forretningsmæssig alliance med en skrap romakvinde med hårde øjne.

Da jeg var ung, tænkte jeg aldrig over, hvad jeg gik i. Maven var indadgående, og det hele så ligesom frisk ud, men nu er jeg begyndt at tænke over, hvad jeg kan gå i, for der er ikke noget værre end folk i det midaldrende segment, der er kommet en postgang for sent i deres påklædning. Slim fit cowboy jakker kan være et meget voldsomt syn på en mand i 50’erne, der har mayonnaise patter og mave – især hvis han samtidig har et man bun. På samme måde har jeg et utroligt anstrengt forhold til midaldrende mænd i det offentlige, som så snart vi har rundet den 1.maj, har en forkærlighed for korte bukser og hårløse blege ben med begyndende åreknuder.  I en fremtidig verden burde man kunne fyre midaldrende mænd i korte bukser på arbejde for mangel på personlig dømmekraft.

Selvom jeg på ingen måde har oplevet en lyst til at gå i korte bukser på arbejde, må jeg til gengælde erkende, at jeg har oplevet en noget foruroligende glæde ved farver, efter jeg ramte de 40 somre. Selvom vi lever i et land, hvor nationalfarven til kvinder året rundt ser ud til at være en kombination af grå og sort, berettiger det alligevel ikke det antal farvede bukser, jeg har erhvervet mig de seneste par år. Jeg tog nogle af mine chinos ud af skabet forleden og begyndte at google for at se, om ikke jeg alligevel et eller andet sted langt ude er i familie med Per Arnoldi. Det ville måske kunne være med til at forklare min opståede glæde for stærke farver, som er kommet de senere år.  Men hvad er det egentlig med gamle mænd og farver? Tager man en tur til Malaga om efteråret, ser man ikke andet end gamle mænd fra Skandinavien med læderagtig hud og leverpletter, der sidder i pink poloer og gule chinos og drikker avec kl. 11 om formiddagen med koner, der ligner slidte saddeltasker.

Moder Teresa lå en gang på alle fire

For ikke så længe siden stødte jeg tilfældigt på en kvinde, jeg så lidt til, da jeg var i 20’erne. Jeg huskede hende som lækker og med en fantastisk krop, så jeg var chokeret, fordi hun nu lignede Moder Teresa på en skidt dag. Mens jeg hørte på en fuldstændig ligegyldig historie om noget potentielt sommerhuskøb i Nordsjælland, prøvede jeg at komme ud af mit granatchok ved at genskabe mig billederne af hende på alle fire uden tøj på en varm sommernat i 90’erne. Problemet var dog, at på mine billeder anno 2018 var ansigtet af Moder Teresa med, så billederne var værre end historien om det potentielle sommerhuskøb, og jeg vendte derfor tilbage til en trist virkelighed uden nogen form for rejsning. Liderligheden og spændingen mellem os var for længe siden forsvundet, og tilbage stod to midaldrende mennesker, som udvekslede ligegyldigheder, inden vi gik hver til sit. Da jeg samme aften hoppede på vægten og så, at tallet var faretruende tæt på det trecifrede, kom jeg til at tænke på, hvad hun havde tænkt, da hun så mig.

“Med maskulin selvforståelse og selvtillid var jeg selvfølgelig gået ud fra, at hun så den samme lækre mand, hun knaldede med for mange år siden. Eller så hun en mand, der var blevet småfed og skaldet med en leverplet i panden. Jeg tror ikke, jeg spørger, hvis jeg møder hende igen.”

Vi spejler os jo i andre, og når jeg ser rundt i min vennekreds, kan jeg se, at de snart 50 somre kan gøres op meget forskelligt. Mange af mine venner har hele deres voksenliv arbejdet seriøst på at få en imponerende karriere, og for de fleste er det heldigvis lykkedes. Uden at jeg har talt med dem om det, vil jeg tro, de ser frem til en rund dag med stolthed. En dag, hvor de kan sætte flueben ud for imponerende karriere, intakt familieliv, børn, der er godt på vej, materiel velstand og en finansiel sikker alderdom, hvor de selv kan vælge, hvornår de vil gå på pension. Desværre har jeg aldrig været i nærheden af eller tænkt på at have en karriere, så jeg er ikke i den gruppe og må derfor blive hængende på arbejdsmarkedet, til jeg ikke skal leve af at samle flasker i en brun kittel. Men uanset hvor forskellig vores tilgang vil være til alderdommen, har vi det tilfælles, at vi ikke længere er unge, men vi er heller ikke blevet rigtig gamle endnu. Jeg har langt fra fået set det, jeg ville, eller hørt min melodi, men nogen gange kan jeg godt blive i tvivl om, hvorvidt jeg har set og oplevet de bedste år i mit liv.

One Reply to “Hverken fugl eller fisk”

  1. Fantastisk skrevet, Jens, abso-bipping-lut en af de bedste!
    Det er værd at tænke og reflektere over både årene, der er gået og de forhåbentlig mange der endnu er foran os. Nej, vi får aldrig de unge, lykkeligt uvidende, somre igen, den absolutte ubekymrethed, de første forelskelser eller den sprøde lykke med nyfødte børn igen.
    Men vi får noget andet. Noget der er ligeså fantastisk. Hvis vi er åbne for det og lader det ske. Husker at forblive sitrende nysgerrige, aktive og alligevel ‘voksent’ bevidste.
    The best is yet to come. Always.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *