Har du selv lavet den lagkage? #dinmotherfucker

Hvis man kommer til en børnefødselsdag hos en fraskilt mor med tre børn, klapper ingen i hænderne over, at mor fremviser de flotteste boller, de vildeste kager og et rent toilet. Der ligger en forventning om, at det har en kvinde selvfølgelig styr på. Alt andet er sloppy og indikerer en karakterafvigende adfærd.

Som alenefar til to børn er jeg blevet rost, fordi jeg har lavet en lagkage til mine børns fødselsdag og selv har pyntet op. Selv mit halloween forsøg, hvor mit ophængte spindelvæv mere lignede gråt opkast med klumper i end spindelvæv på den fede måde, er blevet rost, hvilket er besynderligt. Besynderligt, fordi jeg med ganske få klik på Facebook kunne se, at samtlige fraskilte mødre kunne stille op til OL i Halloween, mens jeg højest kunne komme med på afbud til de paralympiske lege i samme disciplin.

Mænds gryderetter fortjener ros og blow jobs

Hvis vi mænd kan få lov til det, vil vi gerne en uge på skiferie med drengene. Vi vil også gerne til pokeraftener, og et polterabend må meget gerne bredes ud over en hel weekend. Vi er også mega pjattede med at tage en weekend ud af kalenderen for at flyve til München, iføre os korte læderbukser og spise svin en masse, mens vi lader barmfagre, unge tyske kvinder i Dirndl serverer øl for os, til vi besvimer. Og hvis julefrokosten kan starte klokken 13 om lørdagen, så vi fysisk kan være væk hele lørdagen og mentalt hele søndagen, er vi endnu mere på.

“Når vi mænd så tilbringer tid med familien, beslutter vi os for, at vi skal lave en gryderet. Fx en boeuf bourguignon, der tager 8 timer. For vi mænd kan godt lide soloprojekter, der højest involverer resten af familien som statister. Dog er det vigtigt, at vores partner roser os og vores indsats til skyerne, når vi sammen om aftenen fortærer vores boeuf bourguignon med et twist af Michelin.”

At vores partner, mens vi omdannede køkkenet til en krigszone og udlevede eget projekt, tog sig af børnene, handlede ind, vaskede tøj og ordnede lektier, er ikke i vores bevidsthed. Heller ikke, at de laver gryderetten ugens øvrige 6 dage.  Vi har brugt ofret en hel dag på at lave en fantastisk gryderet og sammensætte den med en Côtes Du Rhône, der er tempereret perfekt. Alt andet end et blow job til dessert indikerer, at partneren er en tight fisse. Og tight i den kontekst er ikke positivt.

Måske er kvinderne deres egen værste fjende?

Da jeg var gift, var jeg en sjælden gæst på skoleintra, og jeg holdt bedst øje med børnene til de sociale sammenkomster siddende med et glas vin i hånden i selskab med alle de andre mænd. Nu er jeg alene og derfor en meget hyppigere gæst på skoleintra. Jeg har også lært at tilsidesætte egne behov til sociale sammenkomster, for der er ikke længere en mor, som holder øje med ungerne, mens far målrettet indtager vin, netværker og ordner verdenssituationen.

“Det besynderlige ved min “nye stil” er, at jeg får meget ros. Jeg får kraftedeme ros fra en masse kvinder for at gøre det, tusindvis af enlige kvinder gør hver eneste dag – og har gjort gennem generationer. Men vel at mærke uden at få ros for det.”

Selvom det rationelt ikke giver mening, tror jeg, at jeg får ros, fordi mange af aktiviteterne er forbundet med ”feminine aktiviteter”. Måske kvinder synes, det er kært, når en mand laver en lagkage med begynderfejl, eller når han træder sine første baby-skridt i en klassisk “mor-tråd” på skoleintra om noget så røvsygt som sukkerpolitik i 0. klasse. Men måske kvinderne burde stille krav om, at manden i højere grad tager del i de “feminine aktiviteter” i hverdagen, så det ikke opfattes som en bedrift, når han som fraskilt far gør det. Måske kvinderne også burde bede manden om at gå ned på hende de 6 dage om ugen, hvor hun laver gryderetten.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *