Hvilken en værdi giver humanister?

Humaniora er vigtigt for samfundet og kan rigtig meget. Jeg er selv uddannet humanist og elsker at læse bøger, aviser og tidsskrifter, og jeg ærgrer mig dagligt over det åndelige forfald, den digitale verden også fører med sig Alligevel vil jeg begynde at tude, hvis mine børn, når den tid kommer, vælger at læse humaniora. Men jeg håber og tror, mine børnebørn måske vil læse humaniora, og det er der flere grunde til.

Omkring år 2000 spiste jeg frokost med en ingeniør i Ericsson. Det var inden Nokias 3210 for alvor viste, at kunderne hellere ville have en mobiltelefon uden antenne og med et brugervenligt styresystem. Men omkring årtusindskiftet kørte alt for Ericsson, og ingeniøren var en småfed, selvglad fyr med manglede sociale kompetencer, der spiste med åben mund og spyttede, når han talte. Undervejs i frokosten påbegyndte han en monolog om, hvorfor humanister som undertegnede ikke gav værdi for samfundet. Hovedargumentet var, at humanister generelt ikke kunne afsættes på det rigtige arbejdsmarkedet, dvs. det private. Ingen havde brug for vores bløde generalist kompetencer, og derfor blev vi derfor kunstig ansat i den offentlige sektor – ofte inden for ”undervisningsindustrien”.  Men selv på baggrund af statens åbenlyse forsøg på at skjule “humanistbyrden” gennem en form for socialistisk markedsøkonomi, hvor vi var garanteret arbejde, kunne en del af humanisterne end ikke opretholde deres egen løn, men blev som den eneste akademiske gruppe ansat “nedad” hos grupper med lavere uddannelser, fx skolelærere.

“Alt i alt var vi humanister en skændsel og en byrde, og hvis jeg havde haft en smule anstændighed, havde jeg færdiggjort min rejemad, tørret mit ansigt for hans spyt og takket ham for at have givet mig indsigt for efterfølgende at hoppe i Sluseholmen.”

Anekdoten er nu 18 år gammel, og teknologien har buldret frem lige siden. På konsumentmarked er Nokia og Ericsson for længe siden blevet udskiftet med Apple og Samsung, og den halvfede ingeniør har sikkert både fået en ballonudvidelse og en NovoPen med i madpakken siden da. I dag vil mange humanister sige, at ingeniøren udøvede humaniorabashing – ordet var ikke opfundet i 2000 – men selvom man ikke kan lide budbringeren og budskabet, kan det godt være sandt. For fakta er, at mange humanister ikke tjener særlig godt, de fleste er ansat i det offentlige, mange arbejder ”under stand” fx i folkeskolen, og en hel del er arbejdsløse. En undersøgelse viste ydermere, at op mod 58 % af de studerende på humaniora ikke kan se, hvad de kan bruge deres generalistuddannelse og kompetencer til på arbejdsmarkedet.  Selvom humanister ikke bare kan skæres over en kam, kan jeg godt se, det kan være en udfordring at matche kandidater med grader i assyriologi eller indianske sprog og kulturer med et efterhånden mere og mere teknologisk arbejdsmarkedet. Jeg skal også gerne være den første til at erkende, at jeg på ingen måde håber, at mine to drenge vil følge i fars fodspor og læse noget så brødløst som historie på universitet. Men når alt dette er sagt, giver det ingen mening at afskrive humaniora som værdiløs. For selv om vi lige nu lever i en tid, hvor humaniora har trange kår og virker værdiløs for mange i samfundet, mener jeg, humaniora har sin berettigelse, men måske skal humaniora og humanisternes rolle i samfundet omtænkes.

Vi har brug for et naturvidenskabeligt dannelsesideal

Vinderen skriver som bekendt historien, så når vi i Danmark siden 1800-tallet har haft et humanistisk dannelsesideal, skyldes det, at fysikeren H.C. Ørsted tabte kampen mod digteren og præsten Grundtvig om at koble det alment dannede sammen med det folkelige. Det er en skam, dels fordi Ørsted var så meget mere end ”blot” en fantastisk fysiker, dels fordi det i dag har ført til et skel mellem samfundsfaglig og humanistisk dannelse på den ene side versus naturvidenskabelig dannelse på den anden. Naturvidenskabelige fag opleves af mange kun som noget med teknologi, maskiner og konkurrence, mens de samfundsfaglige og humanistiske fag er det, der har med mennesker at gøre – det almen dannende. Men situationen i dag er en markant anden, end da Ørsted og Grundtvig udøvede deres disput. I dag står vi over for store udfordringer ift. klima, miljø og energi, men vi mangler et naturvidenskabeligt dannelsesideal for at kunne håndtere disse ting. Det samme gør sig gældende, når vi ser den teknologiske udvikling, der sker i de her år. Inden for nær fremtid vil computere i realiteten kunne tage over på de fleste jobfunktioner, og det vil ikke længere kun være den ufaglærte på gulvet, der bliver ramt. Nu tæller målgruppen også højtuddannede som journalister, læger og jurister. Men inden vi maler et alt for dystopisk billede af fremtiden, er det vigtigt, vi er opmærksomme på, hvad AI (artificial intelligence) ikke kan gøre lige så godt som os mennesker. Opgaver, der kræver meget høj grad af kreativitet eller er meget komplekse, vil AI aldrig kunne løse ligeså godt som os mennesker, siger eksperter på området. Selvklart vil AI heller ikke kunne løse følelsesmæssige opgaver, der kræver empati.

Humanister skal ikke se teknologien som en fjende

For mange år siden arbejdede jeg i en mindre virksomhed, der udviklede e-learning-programmer. De fleste ansatte var udviklere – en mindre del humanister. Stifteren af virksomheden var en visionær type, der tænkte i muligheder frem for begrænsninger, og som hele tiden tænkte fremad i forhold til teknologi, men han tænkte også altid mennesker med ind i teknologien. Han havde CBS-baggrund, men han havde sat sig ind i den verden, udviklerne kom fra og tænkte ud fra. På den måde kunne han få den optimale dialog med udviklerne og dermed de bedste forudsætninger for at skabe det bedst mulige produkt. Hans tankegang inspirerede mig, så efter arbejde brugte jeg mine aftener på at lære sprog som HTML og PHP. Det førte til, at jeg lavede min første hjemmeside, fik en bedre forståelse af, hvad teknologien kunne samt en meget bedre forståelse af udviklernes tankegang og verden. Pointen med min ”mikro-historie” er, at humanister i fremtiden skal gå ind i den naturvidenskabelige verden. Vi skal ikke, som vi har haft tendens til og tradition for, forblive i vores egen verden og kun tale med ligesinede. Vi skal ind og være med, mens teknologien bliver udviklet.

“Tænk på, hvordan selvkørende biler vil ændre vores verden. Da vi opfandt bilen i det 20.århundrede og afskaffede hestevognen, fik vi forbedret vores transporttid og komfort undervejs markant, men vi ændrede samtidig den måde, vi levede på i form af arbejde, social interaktion, byplanlægning, konceptet shopping malls etc., og vi skabte grobunden for en forurening aldrig set før. Om lidt får vi selvkørende biler i bybilledet, og det vil igen ændre vores byer og måde at leve på.”

Humanister skal ikke se teknologien som en fjende, men som en præmis, og så skal humanisterne byde ind med det, de er gode til: det emotionelle, det komplicerede og det kreative. Kommende humanister i Danmark kunne starte med at se på, om den danske folkeskole og dens dannelsesideal er gearet til fremtiden. Efter min opfattelse er skolen kun baseret på et humanistisk dannelsesideal, hvilket måske også er grunden til, at næsten 80 % af eleverne går videre på gymnasiet efter folkeskolen – og langt størsteparten går helt fantasiforladt ind på STX, som er den af de gymnasiale ungdomsuddannelser, der minder mest om folkeskolen og humaniora. Men hvorfor skulle eleverne gøre noget andet, når de aldrig er blevet undervist af andre end humanister, der kun har erfaring fra den offentlige sektor, og som underviser ud fra et humanistisk dannelsesideal? Men vi har brug for, at fremtidens eleverne gør noget andet. Vi har brug for, at humanisterne bygger en bro til den naturvidenskabelige verden. Vi skal ikke blot informere eleverne om miljø og klima. Vi skal lære eleverne at arbejde med og tænke i kreative løsninger ift. miljø, energi og teknologi, og det kræver, vi lukker den naturvidenskabelige verden ind i skolerne.

Jeg startede med at skrive, at jeg ikke håber,  mine børn vil læse humaniora, og det gør jeg ikke, fordi jeg tror, der vil gå en generation, før humaniora finder sit ståsted i ”den nye verden”. Vi er på tærsklen til en teknologisk revolution, hvor mange humanister vil gå kontra. Mange vil ikke se “den nye verden” som noget godt, men skrive bekymrende kronikker og artikler om, hvordan teknologien gør os fremmedgjorte, ensomme og ængstelige. Men vore børns job ligger inden for de naturvidenskabelige fag og inden for it. Det er der, fremtiden er, men når de uventede konsekvenser – gode såvel som mindre gode – af vores teknologiske revolution begynder at komme frem om 30 år, er jeg sikker på, at humanisterne igen kan komme ind og tilføre en vigtig værdi – og forhåbentlig i samarbejde med naturvidenskaben.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *