Alting var meget bedre i gamle dage…

For ikke så længe siden var jeg på Nationalmuseet med min ældste søn for at se en udstilling om gamle dage i Danmark. Det var en af de der ture, hvor jeg søndag morgen startede med at stille det retoriske spørgsmål ”kunne det ikke være fedt at tage på Nationalmuseet i dag?” Sjovt nok svarede min søn nej, hvorefter jeg sagde, men det skal vi. Måske jeg en dag burde tale med en psykolog om, hvorfor jeg ofte “koncensusspørger”  til noget, jeg allerede har bestemt på forhånd, uanset hvad der bliver svaret.

Det er på ingen måde en kritik af min søns skolelærer, men jeg ved ikke, hvad det er, han har set, da han var med skolen på Nationalmuseet, for det var, som om at selv bygningen var ny for ham. For dem, der ikke er hjemme ift. Nationalmuseet, kan jeg fortælle, at man kan se en udstilling om Danmark fra oldtiden og frem til år 2000. En fantastisk udstilling, jeg klart kan anbefale – især hvis man ikke har sine  børn med. Som uddannet historiker føler jeg, det er min pligt at fylde blot en smule historie på min søn, når muligheden er der. Jeg har prøvet med frivillighedsprincippet i form af en indkøbt børnefagbog med historisk tema efter eget valg, men når jeg vender ryggen til, taber bogen – og dermed fars gode intentioner og drømme – hver gang  til enhver skærm, uanset størrelsen på skærmen. Nationalmuseet var derfor en kort obligatorisk dannelsesrejse på en grå søndag, og vi lagde hårdt ud med oldtiden med egtvedpigen og guldhornene. Jeg observerede min søn på vores fælles rejse, som de siger i X Factor,  gennem oldtiden, men så ikke historiens vingesus få fat i ham, så vi speede op og hoppede ind i den tidlige middelalder, der starter omkring omkring 1100-tallet i Danmark.

“Vi så på potteskår fra en lille bygd i Grønland, på en klædedragt fra Fæøerne og fundet af en ske i nærheden af Silkeborg. Herefter bevægede vi os videre til kirkerne, hvor jeg opdagede, at min søns øjnelåg var blevet så tunge, at selv Salman Rushdie ville anbefale et løft.”

Som den empatiske far jeg er, havde jeg nemlig taget min søns mobil. Han var derfor tvunget til at se og observere, selvom jeg ikke skønner, der foregik meget ind i hovedet på ham. Når det er sagt, tror jeg faktisk, jeg reelt ville have været bekymret, hvis glasvinduer i de danske kirker omkring år 1200 havde interesseret ham, og han havde budt ind med andet end tomme øjne.

Da vi forlod den sene middelalder, dvs. efter 1500 tallet for dem, der skulle have glemt det, og bevægede os mod reformationen, oplysningstiden og romantikken, steg min søns interesse markant. Nu var potteskår, kirkevinduer og keramik fra Grønland udskiftet med torturinstrumenter, våben og skeletter, der viste den ”dværgagtige” højde folk havde i reformationen. Et aspekt min søn gik meget op i. Onde tunger siger, at reformationens højdemål stadig gælder for mennesker fra Lolland-Falster. Begejstringen hos min søn ville ingen ende tage, da vi nåede op til min barndom i 1970’erne, hvor det meste tekstil tilsyneladende var i grov hessian, og farverne overvejende var brune og orange. Det var også en smule surrealistisk at fortælle min søn, at en båndoptager og en pladespiller dengang var super cool, og at CD’en og telefonen fra jysk i 1980’erne tekonologisk var state of the art på det tidspunkt.

Der Alte versus Netflix

Efter udstillingen spiste vi frokost, og min søn fik en tiltrængt mulighed for på sin uundværlige iphone  at tjekke opdateringer på Instagram og beskeder på Snapchat, efter jeg i flere timer på Nationalmuseet havde ageret en historisk udgave af Poul Thomsen minus imponerende hårpragt og Balder.  Mens min søn smed om sig med emojiis til sine venner, tænkte jeg over, hvor vild den teknologiske revolution har været, og hvor anderledes den har gjort min søns barndom ift. min.  Da jeg var barn, var der tv-monopol med DR og intet internet. I tiden før Matador var sendefladen en lørdag aften overladt til den retsskafne kommissær Köster, der i en trist cottoncoat og ditto tempo opklarede forbrydelser i Der Alte. Inden da havde du kunne se dyrehandler Clausen og de andre arketyper fjolle rundt en halv time i Huset på Christianshavn. Det var det. Var du utilfreds, kunne du se kvällens tv på svensk tv 1, der var et flere timers debatprogram med svenske intellektuelle.  Boede du i Jylland, kunne du se mere Der Alte på tysk tv.

“Højdepunktet for mig som dreng om fredagen var The Kids of Degrassi Street om eftermiddagen og Colorado-sagaen om aftenen. Og ”Næste uges tv” om lørdagen kunne enten skabe en næsten euforisk stemning eller det modsatte, afhængigt af hvad den meget maskuline studievært Bent Bertramsen kunne præsentere for den kommende uge. Det er sikkert løgn, men jeg husker ikke, jeg så tv resten af ugen, før de begyndte at sende Dick Turpin om lørdagen og Dollars om søndagen.”

Når min søn vil se noget, går han på Netflix eller YouTube. På et tidspunkt tænkte jeg, at han misser den glæde, min generation havde ved at vente på næste afsnit af Degrassi high, Berverly Hills eller Dollars, men hvor ved jeg det fra? Hvorfor skulle det være fedt at vente en uge eller kun kunne se tv på et bestemt tidspunkt, som andre har valgt for en? I dag ser jeg jo af samme grund aldrig en serie i tv, fordi jeg ikke gider vente. Faktisk ser jeg aldrig andet end on demand tv , men som barn havde jeg intet valg.

I 1970’erne fik børnene ikke sukker, men dejlig meget røg og sol

En statistikker fortalte mig engang, at der (statistisk set) i Danmark er 4 gode somre ud af 10. Men falder de 4 somre i træk, fx fra du er 8 til 12 år, vil du huske det, som om at solen altid skinnede hele din barn-og ungdom, selvom det ikke er sandt. På samme måde husker jeg min barn-og ungdom som god, sund og sjov også på de punkter, hvor den sikkert ikke har været det. Dem i min generation, der opfatter sukker som djævlens værk, har da ret i, at vi ikke fik så meget sukker i min barndom, men i teorien burde en del af os snart udvikle lungekræft pga. alt den passive rygning, vi var udsatte for i vores barndom. For vinduet skulle da ikke rulles ned i bilen, når far og mor røg. For alle vidste, at et nedrullet vindue i en bil gav træk, og det kunne man blive syg af. Selv en tur gennem skolens lærerværelse gjorde, at man lugtede af røg fire dage efter og pronto kunne være blevet ansat som talsmand for Skandinavisk Tobakskompagni.  Men det var ikke kun den indvendige cancer, man tog det afslappet med. Når man skallede på næsen efter to ugers sommerferie i Italien uden solcreme, var det i virkeligheden sundt, fordi det var den nye hud, der kom frem og afløste den gamle trætte, hvide hud, der var blevet rød. I 1980’erne blev farven orange måske ikke opfattet som sund, men heller ikke som usund, for der var ikke andet end et par enkelte hudlæger, som i offentligheden gjorde indsigelser over alle de mange danske piger og kvinder, der var helt orange af alt den solariesol, de tog om vinteren. Det var bare trendy dengang. Voksne i min barndom havde afgjort empati, men holdningen dengang var, at børn kunne klare lidt mere, end man mener, de kan i dag. En af  mine gode venner rev sig ret voldsomt på et rusten søm på legestativet i skolegården og faldt efterfølgende ned på en asfalt, der var alt andet end børnevenlig. Af gårdvagten fik han at vide, at det var da ikke noget at græde over for sådan en stor dreng, hvorefter han tørrede øjnene med sine fingre, “rensede” såret med sin trøje, legede videre og lever i bedste velgående den dag i dag. I dag ville hans forældre været blevet informeret om, at der havde været en episode i skolegården og efterfølgende blive tilbudt et møde, hvor det hele kunne tales igennem, så ingen ville få en dårlig oplevelse og udvikle posttraumatisk stress.

Alting var ikke bedre i gamle dage

Nogen af de forældre i min generation, der er meget fremme med en anal-sukkerpolitik, oprettelse af og kontrol med legegrupper, tråde på intra om alt mellem himmel og jord samt fragt af afkom i bil til samtlige arrangementer har tilsyneladende glemt, at vores forældre ikke fragtede os. Vi fik at vide, at vi havde fået ben til at gå med, og den gamle SCO cykel til at cykle med, så uden cykelhjelm og cykellygter kværnede vi rundt på vores cykler hele året, hvis vi skulle noget. Og ja, der var ikke så meget trafik som i dag, men der var heller ikke nær så mange cykelstier som i dag.  Uden at vide det, vil jeg skyde på, at antallet af spiritus påvirkede bilister var markant højere i min barndom end i dag, hvor unge håndværkere ikke drikker i arbejdstiden, og det i samfundet ikke længere er comme il faut at køre rundt småstiv.  Som 7-årig vandt jeg med mit fodboldhold i lagkageturneringen, og året efter fik jeg flidspræmien. Til ingen af de to begivenheder var mine forældre der, men det var ikke udsædvanligt, for forældre var ikke involveret i deres børns sport på samme måde, som det er tilfældet i dag.

“Uanset socialgruppe tagger mange forældre på de sociale medier, hver gang de sidder i en eller anden sportshal og ser beundrende på deres afkom. Og leverer afkommet en præstation bliver det fulgt op med billeder, en statusopdatering med positive plusord, lidt hashtags, og de sædvanelige disciple, der liker på autopilot.

Om det er godt eller skidt, ved jeg ikke. På den ene side er ved vel super, at vi viser vores børn, at vi engagerer os i deres liv og deres sport på en helt anden måde end mine forældre gjorde det i forhold til min bror og jeg, men på den anden side er vi som forældre måske med til at skabe en gang små narcissister, der tror, de skal  have opmærksomhed og anerkendelse, hver gang de gør noget.

Alting var ikke bedre i gamle dage, og hvis de endelig var, hvilket gamle dage er det så, vi taler om? I oldtiden, hvor det hele drejede sig om at overleve, og vi døde nedslidte af alderdom som 30-årig?  Eller i reformationen, hvor vi levede lidt længere, men ikke havde nogen tænder i munden, og mange levede med ubehandlede kønssygdomme og andre nedtursagtige sygdomme? Eller hentyder vi med gamle dage altid kun tilbage på skønmaleriet af vores barndom? Den barndom vi mange år senere ofte kun vælger at huske som ubetinget lykkelig, selvom den ikke altid var det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *